Læser man det jeg skriver, kunne man tro jeg var helt til rotterne. Jeg har det faktisk ikke slemt hele tiden. For det meste har jeg det udmærket. NÃ¥r søde og dejlige mennesker hiver mig ud af melankolien og selvhøjtidelighedens sump. NÃ¥r jeg tvinges til at slukke lidt for min altid kværnene hjerne. NÃ¥r jeg giver lidt slip og opfører mig dejligt absurd og fjollet. SÃ¥ er det ligesom der er noget der eksploderer inde i mig. Noget som sitrer og spreder sig i hele kroppen. Noget der gør at jeg føler… føler mig… glad.
Men jeg lader det ikke ske for tit. Man skulle jo nødig blive afhængig.
Ja det er noget mærkeligt noget med det der glæde… Jeg kan huske en situation for en mÃ¥neds tid siden hvor jeg var til salsa. Jeg gÃ¥r pÃ¥ et tidspunkt pÃ¥ toilet og mens jeg sidder der tænker jeg pludselig “Hov… jeg er sgu da glad!”. Den hjerne er fandme mærkelig!
Stort knus her fra provinshullet
Ja, man skal passe på. den slags kan snige sig op på en.