Jeg er vendt levende tilbage fra Roskilde Festival igen i år. Jeg er dog rimeligt udkørt og det føles stadig helt mærkeligt ikke at gå rundt i gummistøvler og en halv meter mudder.
Jeg ankom onsdag eftermiddag til en allerede pløret (i mere end en forstand) Camp West. Min lejr var dog ved godt humør og meget festlige. Resten af dagen gik derfor med almen druk og forsøg på at danse på meget lidt plads i gummi støvler.
Torsdag regnede det… og det er lige ved at det er det eneste jeg kan sige om den dag. De fleste jeg kendte tog hjem om aftenen eller tidligt fredag fordi, alt hvad de havde, var gennemblødt. De fleste kom tilbage igen, men nogen i vores lejr opgav helt og droppede festivalen. Selv var jeg lige ved at miste modet, jeg orkede ikke en gang at se Björk. En positiv ting oplevede jeg dog den dag. I Spoken Word-teltet hvor jeg havde søgt ly for regnen hørte jeg Poeten og Lillebror: Dagligdags poesi serveret oven på let jazzet og hiphop-agtige klange med Rasmus Nøhr som surprise guest star.
Fredag stod jeg tidligt op til om ikke solskin så dog tørvejr. Jeg startede dagen med at høre Musicians of the Nile. Gamle egyptiske mænd som sang og dansede og den perfekte start på dagen. Herefter hørte jeg danske Murder, som jeg har hørt om adskillelige gange, men aldrig lyttet til. Det var afdæmpet, melankolsk og mørkt og bestemt noget jeg skal lytte noget mere til. Senere havde jeg den fornøjelse at overvære Trost. Det var egentlig ikke musikken, som var en slags punket elektropop, der var det sjoveste, men den hyperaktive og temmelig fulde sangerinde. Hun væltede rundt på scenen i meget høje stilethæle med en flaske rødvin i den ene hånd og mikrofonen i den anden. På et tidspunkt, efter hun var kravlede hun ned af scenen og ud blandt publikum, væltede hun rundt i pitten i mellem scenen og publikum. Stadig syngende lykkedes det hende endelig at komme tilbage på scenen med en stor håndfuld træflis i den ene hånd, som hun stolt viste frem idet hun udbrød: I will keep this part of Denmark forever. Se det er underholdning!
Beastie Boys var ogsÃ¥ underholdende om end ikke særligt længe. Jeg var derefter kort forbi Dizzee Rascal – som endnu en gang overbeviste mig om at jeg ikke bryder mig om hip hop – herefter Maher Shalal Hash Baz som var mere installations kunst end det var musik. De fleste af numrene var under 30 sekunder lange og musikerne lignede nogen, der var stukket af fra en anstalt. Dagen sluttede jeg af med at høre Annuals, der trods energisk sceneoptræden, var forholdsvis kedelige.
I år var der en hel del ting, jeg gerne ville have set på Lounge scenen. Jeg nåede dog kun at se Nika soup & Saya source, som på trods af en strømafbrydelse gennemførte noget der var ligesåmeget en happening som en koncert. De to spinkle piger hoppede rundt i sandet blandt publikum, mens de sang små minimalistiske melodier, som sommetider var mere lyde end sang. Et par musikere bakkede dem op med klarinet, guitar og legetøjsinstrumenter. En dejlig og hyggelig oplevelse.
Jeg hørte kortvarigt The National, hvis forsanger har en fantastisk stemme, men jeg var ikke helt i humør til musikken sÃ¥ jeg bevægede mig videre. Til gengæld stod jeg helt forrest til Hayseed Dixie, som spillede farverige bluegrassversioner af kendte rocksange. De fire farverige hillbillies, trykkede den af med et forrygende sceneshow, sÃ¥ man helt glemte at musikken til sidst blev lidt ensformig. Herefter stenede jeg kort til Holly Golightly, som ikke fængede mig helt selvom det lød yderst sympatisk. Herefter slæbte nogen af mine venner mig til Bonde Do Rolo, som vi dog skyndte os hurtigt væk fra sÃ¥ snart vi hørte hvor rædselsfuldt det lyd. Aftenens højdepunkt var Fanfare Ciocarlia – et brassband fra Rumænien, der spillede røven ud af bukserne og tvang mine fødder til at danse pÃ¥ trods af vabler og mudderindsmurte gummistøvler. Herefter kiggede vi kort forbi Red Hot Chili Peppers, der lød som et amatørband i et øvelokale – vi skyndte os videre.
Søndag startede jeg dagen med Badun, men kunne ikke rigtigt koncentrere mig om de afdæmpede og skæve rytmer. Jeg var dog helt fokuseret under hele koncerten med amerikanske Beirut, som spillede betagende, følsomme balkaninspirerede sange. Herefter lyttede jeg en halv time til Akron/Family, som var rimelig syrede og sjove men valgte at stille mig i kø til Muse, så jeg kunne komme helt op foran. Det lykkedes og det var en fed koncert og en fantastisk afslutning på festivalen.